Post by Jens Voigt on Apr 19, 2007 10:43:11 GMT 1
Af Jacob Ludvigsen
Det ville være en svær overdrivelse at påstå, at mindedagen for ophøret af Bornholms prøvemedlemsskab af Sovjetunionen gjorde dybt indtryk på de oversøiske medier. Til gengæld må man glæde sig over, at både radio og tv fik indsamlet og viderebragt de bevægende vidneudsagn fra levende og døde, som fortalte om bombardementet, besættelsen og befrielsen. Trods al den officielle glasur og bestræbelserne på ikke at drille hverken den store bjørn mod øst eller vores nuværende ejer står det klart, at Danmark lod begivenhederne i maj 1945 udvikle sig. Hr. udenrigsminister Christmas Møller lod meddele, at han sov og ikke ville forstyrres, da nødskriget lød fra Bornholm.
Blandt de mange vidnesbyrd var også amtmand von Stemans velformulerede afskedstale, da Bornholm kunne ånde lettet op. Han udtrykte ønske om, at Bornholm atter måtte få lov at leve i ubemærkethed, og det er i høj grad gået i opfyldelse. Nu har vi ikke længere en amtmand. Det er behændigt lykkedes at få demonteret Bornholm, så vi nu er reduceret til en københavnsk omegnskommune, og når strukturreformen for alvor træder i kraft til nytår, vil vi komme til at opleve følgerne.
Allerede nu ser det for eksempel ud til, at den offentlige madforsyning til syge og svage skal administreres ovrefra, og det bliver da festligt og delikat, hvis den også skal tilberedes på Sjælland og sejles hertil.
Drømmene brister
Vi er ikke længere et amt eller en region, vi er helt på linie med Rødovre, Hvidovre og Vanløse. Forestillingen om, at Bornholm i det mindste var en slags landsdel med en række grundlæggende samfundsfunktioner, er nu en illusion. Koloniherrene på Christiansborg og snart også i Hillerød agter ikke at slippe grebet om Bornholm, og drømmen om et selvstyre på linie med Færøerne eller Åland er endnu længere væk end nogensinde.
Da jeg sidste gang havde fornøjelsen af at bidrage til lørdagsunderholdningen på denne plads, benyttede jeg lejligheden til at drille vort overhoved, stiftsamtmand Bente Flindt Sørensen. Det er hende, der skal flyves ind, når kronprinseparret benåder os med et besøg omkring Sankt Hans. Bornholm har ikke længere en herboende standsperson, der er fin nok til at tage imod. Om fru Sørensen også var hidkaldt i onsdags er uvist, hun er ikke en dame, der gør stads af sig selv.
Kun få læserbrevsskribenter har bekræftet, at dette er den totale ydmygelse. Nogle mener, at det kan være ligegyldigt, andre at vi må indrette os på de givne vilkår, og at det alligevel ikke nytter at protestere mod overmagten. Især har vore folkevalgte – det er vanskeligt at kalde dem politikere – valgt tavsheden. Nu er det ikke russerne, vi er bange for at fornærme, det er den danske overkommando. Bornholmske flag? Nej, endelig ikke, det kunne støde an.
Sproget skal dø
Vi kunne leve på første klasse som frie mennesker på vores egen ø, men accepterer at være tredjerangsborgere under permanent dansk overhøjhed. Det værste er, at størstedelen af det bornholmske folk er blevet ofre for den vildfarelse, at det ikke kan være anderledes, og at vi skal acceptere en permanent rolle som det glemte og ubemærkede folk, der økonomisk, politisk og kulturelt er kuet i en sådan grad, at vi frygter den farlige frihed.
Det er lykkedes Danmark at forhindre Bornholm i at bruge sit eget sprog. Mens vi finder det berigende, at folk af anden afstamning, der har slået sig ned i Danmark, bliver ved med at tale tyrkisk og arabisk, så ofres der ikke en krone på undervisning i det bornholmske sprog, som måske slet ikke findes, men bare er en dialekt. Man burde forske i det officielle Danmarks systematiske bekæmpelse af den bornholmske kulturskat, og man ville nå frem til, at vi er blevet udsat for en kulturel imperialisme af en art, som vi fordømmer i andre sammenhænge.
I Sverige har man anerkendt det samiske sprog, skønt der ikke er flere samere, end der er bornholmere. Her forstår man værdien af at bevare det oprindelige tungemål, og det ville have klædt det land, der på grund af politiske tilfældigheder ejer Bornholm, hvis der blev ofret penge og mandskab på at styrke vores særpræg, og nøglen til det er sproget. Men i modsætning til det stolte færøske folk havde vi ikke mod til at gennemtrumfe indførelsen af det skriftsprog, der er nødvendigt. Skam dig, Danmark!
Vi bliver trods alt forsørget af danskestaten, og en klog hund bider ikke den hånd, der fodrer den. Befolkningstallets nedadgående tendens, det dramatiske fald i fødsler, den stigende gennemsnitsalder og den galopperende hjerneflugt vækker ikke større bekymring. Sådan er det bare, og det kan vi ikke rigtig gøre noget ved. Vi lever i ubemærkethed bortset fra et par sommermåneder, hvor vi spiller rollen som feriekoloni.
Hurra for Harteg
En bornholmer, der ikke vil lade sig kue, er Peter Harteg i Rutsker. Han har sat sig i spidsen for bestræbelserne på at gøre Bornholm landfast med Europa. Mange griner af tanken om en tunnel, men vi er også en del, der støtter idéen om den faste forbindelse, som vil gøre det muligt at komme frem og tilbage uden færgebesvær. Peter Harteg nøjes ikke med at snakke, han arbejder systematisk på at indhente fakta om tunneller andre steder på kloden, og hans vedholdenhed vil en skønne dag have modnet tanken, så selv det officielle Bornholm bliver grebet af den.
Det er foregangsmænd som Peter Harteg, der er brug for. Han tør, hvor andre tier og tuder. Med rank ryg trodser han tavsheden og tåbeligheden, han er en sand patriot, der elsker landet Bornholm og i modsætning til de fleste andre unge har valgt at flytte tilbage med sin familie, skønt han som it-ekspert kunne tjene en formue i en dansk eller international computervirksomhed.
Peter Harteg frygter ikke de dumme grin og den spottende latter. Han tror på en fremtid for Bornholm og tager hele tiden nye initiativer. Bornholms Kommune burde oprette en særlig stilling til ham som fremtidsudvikler. Hold øje med Harteg og bak ham op. Han kan udrette mere for os end 28 passivister i en kommunalbestyrelse, hvis beføjelser er på højde med de sogneråd, som forsvandt i 1970.
Vi skal både tænke i store linier og nyde hverdagen. Bornholm er jo et dejligt lille land med herlighedsværdier, som i mangt og meget kan opveje det økonomiske efterslæb. Det var en barsk vinter, men nu synger lærken, og det skal nok gå alt sammen. Så kan vi blive ved med at leve i ubemærkethed.
Det ville være en svær overdrivelse at påstå, at mindedagen for ophøret af Bornholms prøvemedlemsskab af Sovjetunionen gjorde dybt indtryk på de oversøiske medier. Til gengæld må man glæde sig over, at både radio og tv fik indsamlet og viderebragt de bevægende vidneudsagn fra levende og døde, som fortalte om bombardementet, besættelsen og befrielsen. Trods al den officielle glasur og bestræbelserne på ikke at drille hverken den store bjørn mod øst eller vores nuværende ejer står det klart, at Danmark lod begivenhederne i maj 1945 udvikle sig. Hr. udenrigsminister Christmas Møller lod meddele, at han sov og ikke ville forstyrres, da nødskriget lød fra Bornholm.
Blandt de mange vidnesbyrd var også amtmand von Stemans velformulerede afskedstale, da Bornholm kunne ånde lettet op. Han udtrykte ønske om, at Bornholm atter måtte få lov at leve i ubemærkethed, og det er i høj grad gået i opfyldelse. Nu har vi ikke længere en amtmand. Det er behændigt lykkedes at få demonteret Bornholm, så vi nu er reduceret til en københavnsk omegnskommune, og når strukturreformen for alvor træder i kraft til nytår, vil vi komme til at opleve følgerne.
Allerede nu ser det for eksempel ud til, at den offentlige madforsyning til syge og svage skal administreres ovrefra, og det bliver da festligt og delikat, hvis den også skal tilberedes på Sjælland og sejles hertil.
Drømmene brister
Vi er ikke længere et amt eller en region, vi er helt på linie med Rødovre, Hvidovre og Vanløse. Forestillingen om, at Bornholm i det mindste var en slags landsdel med en række grundlæggende samfundsfunktioner, er nu en illusion. Koloniherrene på Christiansborg og snart også i Hillerød agter ikke at slippe grebet om Bornholm, og drømmen om et selvstyre på linie med Færøerne eller Åland er endnu længere væk end nogensinde.
Da jeg sidste gang havde fornøjelsen af at bidrage til lørdagsunderholdningen på denne plads, benyttede jeg lejligheden til at drille vort overhoved, stiftsamtmand Bente Flindt Sørensen. Det er hende, der skal flyves ind, når kronprinseparret benåder os med et besøg omkring Sankt Hans. Bornholm har ikke længere en herboende standsperson, der er fin nok til at tage imod. Om fru Sørensen også var hidkaldt i onsdags er uvist, hun er ikke en dame, der gør stads af sig selv.
Kun få læserbrevsskribenter har bekræftet, at dette er den totale ydmygelse. Nogle mener, at det kan være ligegyldigt, andre at vi må indrette os på de givne vilkår, og at det alligevel ikke nytter at protestere mod overmagten. Især har vore folkevalgte – det er vanskeligt at kalde dem politikere – valgt tavsheden. Nu er det ikke russerne, vi er bange for at fornærme, det er den danske overkommando. Bornholmske flag? Nej, endelig ikke, det kunne støde an.
Sproget skal dø
Vi kunne leve på første klasse som frie mennesker på vores egen ø, men accepterer at være tredjerangsborgere under permanent dansk overhøjhed. Det værste er, at størstedelen af det bornholmske folk er blevet ofre for den vildfarelse, at det ikke kan være anderledes, og at vi skal acceptere en permanent rolle som det glemte og ubemærkede folk, der økonomisk, politisk og kulturelt er kuet i en sådan grad, at vi frygter den farlige frihed.
Det er lykkedes Danmark at forhindre Bornholm i at bruge sit eget sprog. Mens vi finder det berigende, at folk af anden afstamning, der har slået sig ned i Danmark, bliver ved med at tale tyrkisk og arabisk, så ofres der ikke en krone på undervisning i det bornholmske sprog, som måske slet ikke findes, men bare er en dialekt. Man burde forske i det officielle Danmarks systematiske bekæmpelse af den bornholmske kulturskat, og man ville nå frem til, at vi er blevet udsat for en kulturel imperialisme af en art, som vi fordømmer i andre sammenhænge.
I Sverige har man anerkendt det samiske sprog, skønt der ikke er flere samere, end der er bornholmere. Her forstår man værdien af at bevare det oprindelige tungemål, og det ville have klædt det land, der på grund af politiske tilfældigheder ejer Bornholm, hvis der blev ofret penge og mandskab på at styrke vores særpræg, og nøglen til det er sproget. Men i modsætning til det stolte færøske folk havde vi ikke mod til at gennemtrumfe indførelsen af det skriftsprog, der er nødvendigt. Skam dig, Danmark!
Vi bliver trods alt forsørget af danskestaten, og en klog hund bider ikke den hånd, der fodrer den. Befolkningstallets nedadgående tendens, det dramatiske fald i fødsler, den stigende gennemsnitsalder og den galopperende hjerneflugt vækker ikke større bekymring. Sådan er det bare, og det kan vi ikke rigtig gøre noget ved. Vi lever i ubemærkethed bortset fra et par sommermåneder, hvor vi spiller rollen som feriekoloni.
Hurra for Harteg
En bornholmer, der ikke vil lade sig kue, er Peter Harteg i Rutsker. Han har sat sig i spidsen for bestræbelserne på at gøre Bornholm landfast med Europa. Mange griner af tanken om en tunnel, men vi er også en del, der støtter idéen om den faste forbindelse, som vil gøre det muligt at komme frem og tilbage uden færgebesvær. Peter Harteg nøjes ikke med at snakke, han arbejder systematisk på at indhente fakta om tunneller andre steder på kloden, og hans vedholdenhed vil en skønne dag have modnet tanken, så selv det officielle Bornholm bliver grebet af den.
Det er foregangsmænd som Peter Harteg, der er brug for. Han tør, hvor andre tier og tuder. Med rank ryg trodser han tavsheden og tåbeligheden, han er en sand patriot, der elsker landet Bornholm og i modsætning til de fleste andre unge har valgt at flytte tilbage med sin familie, skønt han som it-ekspert kunne tjene en formue i en dansk eller international computervirksomhed.
Peter Harteg frygter ikke de dumme grin og den spottende latter. Han tror på en fremtid for Bornholm og tager hele tiden nye initiativer. Bornholms Kommune burde oprette en særlig stilling til ham som fremtidsudvikler. Hold øje med Harteg og bak ham op. Han kan udrette mere for os end 28 passivister i en kommunalbestyrelse, hvis beføjelser er på højde med de sogneråd, som forsvandt i 1970.
Vi skal både tænke i store linier og nyde hverdagen. Bornholm er jo et dejligt lille land med herlighedsværdier, som i mangt og meget kan opveje det økonomiske efterslæb. Det var en barsk vinter, men nu synger lærken, og det skal nok gå alt sammen. Så kan vi blive ved med at leve i ubemærkethed.